Udflugtsmuligheder

1. Martelltal
 

Kun 5 km. fra Vezzan kører man ind i den skønne Martelltal, der dels byder på utrolig skøn natur dels mange muligheder for vandreture. Dalens indgang er meget frodig og der dyrkes jordbær i meget stor stil. Jo længere man kommer ind i dalen jo mere "voldsom" bliver naturen. Øverst i dalen er opført en dæmning, som afgrænser den kunstige bjergsø. Dæmningen er nødvendig for at kunne styre de store mængder smeltevand, som ellers oversvømmer og ødelægger al bevoksning og bebyggelse i dalen. Desuden giver dæmningen mulighed for en meget stor strømproduktion. Så sent som i 1987 blev dalen ramt af en katastrofe på grund af de store vandmængder.
Man kan foretage vandreture overalt i dalen, men de skønneste ture er nok helt oppe i bunden af dalen ved Enzianhütte (2.051 m), hvor der er gode parkeringsmuligheder. Her kan man gå op til Zufallhütte (2.264 m) og herfra fortsætte bl.a. til Martellhütte (2.610 m). Ruten til begge hytter kan klares uden specialudstyr, men kræver gode sko/støvler og rimelig kondition. I begge hytter kan man købe mad og drikke.   

 


2. Churburg / Schluderns

Den gamle borg Churburg (fra 1259) er i dag indrettet som museum med en meget stor samling af rustninger og våben. Blandt andet er udstillet en rustning fra 1365, som er den ældst bevarede pladerustning.
En imponerede rustning tilhørte den næstsidste greve på borgen.
Den måler 2,10 meter og vejer 45 kg. Læs mere om Churburg på denne side.


3. Merano/Meran

Merano (34.000 indb.) er i kraft af sit milde klima og sine mineralske kilder en meget betydelig og eksklusiv kurby ca. 25 km øst for Vezzan. Selv om der er meget spændende at se på i Merano, kan man til fods nå en stor del af bykernen. Domkirken fra 14.-15. årh. samt den maleriske Laubengasse med sine buegange er bestemt et besøg værd. Turen ad promenaden langs floden er også en smuk tur.
Lige nord for Merano ligger Dorf Tirol med slottet, hvorfra hele landsdelen blev styret indtil år 1420. Slottet er nu indrettet som museum.

 


4. Bolzano/Bozen
 

Bolzano er en skøn gammel kurby ca. 60 km fra Vezzan. Bolzano er hovedstad i Südtirol og har ca. 100.000 indbyggere. Byen kan byde både på moderne handelsliv samt mange historiske bygninger. En stor del af forretningslivet foregår i Laubengasse, som med sine arkader på begge sider af gaden byder på mange spændende forretninger.
Domkirken er fra det 14. årh. og har mange meget flotte fresker.
Obstmarkt med mange farverige frugt- og blomsterboder samt Neptun springvand er bestemt et besøg værd.


5. Livigno
 

Den toldfrie by Livigno er absolut en tur værd, både på grund af køreturen, naturen samt selvfølgelig muligheden for at handle toldfrit (benzin, cigaretter, spiritus, elektronik, skiudstyr m.m.).
Der er 3 forskellige ruter til Livigno. På den første kører man til Schluderns og drejer mod Ofenpass (2.149 m) i Schweiz og kører videre gennem en flot gammel tunnel ind forbi Livigno-søen og op til byen.
På anden rute kører man også ind i Schweiz fra Schluderns, men drejer fra i Santa Maria mod Umbrailpass (2.503 m), som er et smukt og meget "råt" bjergpas. En lille del af vejen er ikke asfalteret, men alligevel glimrende at køre på. Når Umbrail er passeret køres videre mod Bormeo over Foscagno-passet (2.291 m) op til Livigno.
Den tredie rute går over Stelvio/Stilfersjoch, som er Europas højeste bjergpas (2,758 m) med i alt 87 hårnålesving, 39 på østsiden og 48 på vestsiden. Måske en smule anstrengende at køre, men naturen er så fantastisk flot, at det er anstrengelserne værd. Også denne rute går over Foscagno-passet til Livigno.

 


6. Samnaun
 

Et andet toldfrit område er den lille schweiziske by Samnaun. Her kan man med fordel  handle benzin, parfume, elektronik, ure, cigaretter m.m.
 Turen går over Reschenpass til Nauders. Her kan man vælge mellem 2 ruter op til Samnaun. Den første rute starter lige før Nauders (5 km efter Reschen) og går gennem nogle meget gamle og smalle tunneller. Turen er flot, men som nævnt er tunnellerne smalle, så smalle at 2 biler ikke kan passere hinanden. Derfor skal man lige huske, at se efter modkørende inden man kører ind i tunnellen.
Den anden rute starter 15 km efter Reschen og er en flot og god ny bjergvej.

 


7. St. Martin am Kofel

Man kører fra Vezzan til rundkørslen ved Latsch (ca. 5 km mpd øst) og drejer ind mod Latsch.
Herfra afgår den nye svævebane op til St. Martin am Kofel, som ligger i 1720 meters højde. Tag derop en dag med klart vejr, og man bliver belønnet med en fantastisk udsigt.
Der er gode vandremuligheder ved bjergstationen, og det er muligt også at vælge turen fra St. Martin til fods helt til Vezzan.

Udsgigt fra St. Martim am Kofel


8. Gardasøen
 

Har man lyst til en (lang) dagsudflugt er det muligt at nå en tur rundt om Gardasøen. Man kan enten køre via Bolzano og ad motorvejen mod syd eller fra Merano køre over Gampenjoch og Fondo videre mod syd til Mezzolombardo. Her er igen 2 muligheder at vælge imellem. Enten tage motorvejen mod Trento og videre til Gardasøen eller dreje ind på vej nr. 421 og køre den meget smukke tur forbi Molvenosøen.
Vi foretrækker at køre ned langs østsiden af Gardasøen og retur langs vestsiden med de mange gallerier. På denne måde er man hele tiden tættest på søen og får den bedste udsigt og den letteste adgang til søen.
Et godt sted at holde pause er ved Sirmione i den sydlige ende af søen. Byen ligger på en smal halvø, der strækker sig 5 km ud i søen. Al kørsel i byen er forbudt, og man kan derfor opleve den gamle by til fods i fred og ro.